Landsholdsspiller, Nikolaj Hansen, på besøg i Schweiz

Nikolaj er netop kommet hjem efter en uge i Fribourg, Schweiz, hvor han har besøgt klubben FC Villars-surGlâne. Fodtennis Danmark har taget en snak med Nikolaj, for at høre mere om hans tur.

Der var virkelig højt niveau til træningen! Der var 10-15 min løs opvarmning og efter det 30-45 min tekniske øvelser, med mulighed for fordybelse i de forskellige tekniske færdigheder. Efter det bliver der spillet kampe, og træningerne er delt op i single og double/triple træninger. Den største forskel på vores træning og deres træning, er strukturen og fordybelsen. Jeg har fået øjnene op for, hvor meget smidighed og teknisk træning kan betyde for ens niveau!

Nikolaj Hansen

Som organisation er Fodtennis Danmark glade for at der er mulighed for at vores unge spillere kan få oplevelser som dette, og vi håber, at vi fremadrettet ser flere spillere, der vil rejse rundt og få store oplevelser med fodtennissporten. Vi gør i hvert fald hvad vi kan, for at etablere kontakten for dem.

Jeg husker selv, hvordan jeg tidligere har besøgt både G.I.F.T. i Paris og det costaricanske landshold. Derudover har jeg været alene på træningslejr i Tjekkiet, hvor meget få kunne snakke engelsk. Virkelig inspirerende og lærerigt. Det er mange år siden, men oplevelserne, minderne og venskaberne sidder stadig dybt i mig. Det er fantastisk at se, hvordan nogle af vores yngre spillere nu får samme oplevelser.

– Projektleder Camilla Ø. Friberg

Derudover er der ingen tvivl om, at Nikolaj har nydt tiden i Schweiz, både i forhold til at opleve en ny kultur, men også i forhold til at spille fodtennis med nogle nye mennesker.

Det giver mig blod på tanden til at blive bedre og så giver det bekendtskaber rundt omkring i verden. Derudover så håber jeg også på at det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at forene FIFTA og UNIF! Der var ihvertfald bred enighed om, hvor åndssvagt det er at have 2 internationale forbund

– Nikolaj Hansen

Nikolaj er ikke færdig med at rejse med fodtennissporten, og indenfor de kommende måneder besøger han faktisk intet mindre end tre fodtennisnationer, da han skal til: Montémilar i Frankrig, Valencia i Spanien og Chisinau i Moldova. Der er ingen tvivl om, at Nikolaj kommer til at vokse som spiller, men vi forventer også, at han tager en masse inspiration med hjem til træningen i Danmark.

Jeg glæder mig til at se niveauet og få muligheden for at blive bedre til fodtennis, samtidig med at jeg får nye venner. Jeg er virkelig positivt overrasket over det fællesskab der er omkring sporten på tværs af de internationale forbund

– Nikolaj Hansen

Nikolaj er ikke den eneste der kommer til at opleve Europa med fodtennis i den kommende periode. Vi arbejder nemlig også på et hold til +35 VM i Frankrig til Maj samt et hold til Emerald Cup i Østrig.

23. marts 2023