KFIF’s herrer deltog ved VM for klubhold

Torsdag d. 15 maj stod Peter, Morten, Marc og Christian fra KFIF klar i lufthavnen for at rejse mod Brno og Club World Cup. De var spændte og klar til at gøre en god figur, vel vidende om at modstanden ville være særdeles hård. 10 hold var tilmeldt turneringen, hvoraf de 6 var direkte kvalificeret til hovedturneringen. De sidste 4 hold inkl. KFIF skulle fredag igennem en kvalifikation, hvor de to bedste gik videre.

Første kamp var mod Ungarn, som er et top 5 hold i verden, hvilket gav drengene den hårdeste start. En kamp bestod af en double, en triple og en single i nævnte rækkefølge. Ungarn blev som forventet en for stor mundfuld, så selvom drengene fra KFIF spillede godt og fik presset ungarerne endte det med en sikker 3-0 sejr til Ungarn.

Polen var næste modstander på programmet. De har et stærkt hold, og det var tydeligt, at de var vant til at spille kampe på et højt niveau. Igen måtte KFIF se sig slået, men også i denne kamp, viste drengene godt spil mod en bedre modstander.

Dermed kunne KFIF ikke gå videre til hovedturneringen, men de skulle stadig spille den sidste kamp mod Ukraine, som er et hold på niveau med KFIF. Det blev en tæt kamp, som viste hvor jævnbyrdige de to hold var. Desværre trak Ukraine sig sejrrigt ud af opgøret efter en spændende kamp, hvor triplen og singlen ligeså godt kunne have haft KFIF som vinder.

Lørdag, hvor selve hovedturneringen blev spillet, fik KFIF en placeringskamp om 9-10 pladsen, som igen var mod Ukraine. Kampen blev endnu tættere end dagen forinden, men det var også tydeligt at kræfterne var brugt op, og KFIF spillede ikke aggressivt nok, så det blev for nemt at forsvare sig mod KFIF’s smashes. Da ukrainerne var meget boldsikre og lavede meget få fejl, faldt resultatet ud til deres fordel, efter 3 tre-sæts kampe. Det blev derfor desværre til en 10. plads for KFIF, som ellers alt i alt spillede rigtig godt og viste stor fremskridt siden sidste VM. Dog er det tydeligt at KFIF mangler kamptræning på et højt niveau, for at kunne være med og drille de gode hold. Herrerne fra KFIF havde dog en rigtig god tur og fik spillet en masse kampe mod nogle virkelig dygtige modstandere, hvilket var meget lærerigt.

31. maj 2014