Juniorhold med til VM i Tyrkiet

Det er en fornøjelse at kunne meddele, at Danmark tager til VM i Tyrkiet med fuldt hus i år. Det er nemlig første gang nogensinde, at vi stiller op i alle kategorier, både i junior, damer og herrer.

Med den rivende udvikling i sporten, så kommer der selvfølgelig også flere unge talenter til. Derfor er det også naturligt, at Fodtennis Danmark i år har udtaget et juniorhold til VM. Det er i alt 6 spillere fra SIF Assentoft i Randers og Tuse IF ved Holbæk som er klar til at kæmpe for de røde/hvide farver ved VM i Tyrkiet den 29/11-5/12, og vi glæder os til at følge de unge talenter.

Spillerne deltog første gang ved JM og DM tidligere på året, og har siden trænet frem mod deres første slutrunde. De 6 juniorspillere er:

Nr. 1 Mayuran Kanapathipilai (Tuse IF)
Nr. 2 Marcus Møller Gerold (SIF Assentoft)
Nr. 6 Gustav Birch-Præst (SIF Assentoft)
Nr. 10 August Thesbjerg Christensen (Tuse IF)
Nr. 18 Marius Birch-Præst (SIF Assentoft)
Nr. 19 Emil Rothmann Pedersen (SIF Assentoft)

Projektleder, Camilla Friberg, udtaler:

Det er fantastisk at se, hvordan sporten blomstrer frem og dermed også de unge talenter, som begynder at spille rundt i landet. Normalt vis er truppen til slutrunder udtaget fra to klubber, men i år har vi spillere med fra 6 klubber. Det er jo et tegn på, at sporten blomstrer rundt i landet, og at flere og flere klubber gerne vil sporten. Det bliver ekstremt spændende at følge holdet i år, både i forhold til holdånd og fællesskabet der skal skabes på tværs at landets klubber, men også på resultatsiden.

Den øvrige trup (herunder seniorer og U21) vil også blive præsenteret inden længe, og herefter vil vi som tidligere præsentere de enkelte spillere på Facebook.

20. oktober 2022