Liga Vest 2023/2024 – Velkommen til den nye struktur

Vi har glædet os til at kunne præsentere disse fantastiske nyheder. Ligaen 2023/2024 er fyldt med nye tiltag, der giver en langt mere fleksibel struktur og et fantastisk setup.

  1. Ligaen vil blive opdelt i tre turneringer: Single, double og triple.
  2. Vi er i færd med at færdiggøre en aftale med RankedIn, så alt vil køre online på samme system.

For at sikre, at alle er fuldt opdaterede på det nye setup, afholder vi et online informationsmøde, som vi forventer, at alle ligaspillere deltager i. Så sæt kryds i kalenderen den 29. august kl. 20.30-21.30.

Den nye struktur:
Ligaen vil blive opdelt i tre turneringer, hvilket betyder farvel til den holdbaserede turnering, som vi kender. Den nye struktur er mere fleksibel, og man kan selv vælge, hvor ofte man vil deltage. I singleturneringen tilmelder man sig individuelt, og man kan selvfølgelig opnå flere point ved at deltage i flere turneringsdage. I double- og triple-turneringen tilmelder man et bestemt antal hold fra klubben, afhængigt af hvor mange spillere I har til rådighed. Holdene vil blive navngivet, f.eks. SGIF 1, SGIF 2 osv. Så de tilmeldte hold vil altid starte fra SGIF 1 og så videre, og det vil altid være de bedste spillere, der spiller på hold 1. Dette vurderes af klubben selv. Vi vil gennemgå turneringen i detaljer på informationsmødet, hvor I også kan stille spørgsmål.

Ved hver turneringsgang får man 3 kampe i single og 2 kampe i double og triple. Strukturen sikrer, at man kun møder hold på cirka samme niveau som en selv.

RankedIn:
Vi samarbejder med RankedIn om at udvikle et fodtennissetup, så vi kan samle tilmeldinger, informationer, program og resultater på en enkelt side: www.rankedin.com. Gennem systemet får vi også mulighed for at live streame nogle kampe. Det er en fantastisk mulighed for at skabe en bedre digital oplevelse, og vi ser frem til at det virkelig fungerer. Vi vil gennemgå Rankedin på vores informationsmøde, men I er også velkomne til allerede nu at tjekke siden ud. Bestyrelsen har besluttet at tilføje en turneringslicens på 100 kr. pr. spiller pr. år, som betales via Rankedin (50 kr. for juniorer). Dette beløb betales uafhængigt af tilmeldingsgebyret.

Spilledage (Ændringer kan forekomme i afviklingsby, ligesom en dato vil blive tilføjet):
2. september 2023: Frederiksbjerghallerne, Aarhus kl. 10.00-15.00 – Double og triple
23. september: Frederiksbjerghallerne, Aarhus kl. 10.00-15.00 – Single
1. oktober 2023: Aalborg kl. 10.00-14.00 – Double og triple
24. november 2023: Aalborg kl. 17.00-21.00 – Single
14. januar 2024: Rundhøjskolen Idrætshal, Aarhus kl. 10.00-15.00 – Double og triple
3. februar 2024: Hasle Skole Idrætshal, Aarhus kl. 11.30-16.30 – Single
25. februar 2024: Rundhøjskolen Idrætshal, Aarhus kl. 10.00-15.00 – Double og triple
8. marts 2024: Aalborg kl. 17.00-21.00 – Single
24. marts 2024: Aalborg kl. 10.00-14.00 – Double og triple
Uge 13: Dato kommer (vi skal lige finde en dag, der ikke er påske)

Tilmeldingen åbner, i slutningen af august, da der er lidt arbejde med opsætning af Rankedin, men sæt krydser i kalenderen allerede nu 🙂

13. juli 2023