Om Fodtennis Danmark

Fodtennis Danmark er en paraplyorganisation for alle fodtennisaktiviteter i Danmark. Vi er medlemmer af det internationale fodtennisforbund, FIFTA og  stiller op til både EM og VM med det danske landshold.
Vi ønsker et mere levende fodtennismiljø i Danmark, fordi vi er sikre på at der er masser af potentielt dygtige fodtennisspillere derude. Vi håber på at flere klubber på sigt vil indmelde sig i Fodtennis Danmark, så vi kan udvikle sporten i fællesskab.

I Fodtennis Danmark arbejder vi ud fra vores værdier som opbygges af vores tre F’er.

Fleksibilitet:
I Fodtennis Danmark arbejder vi ud fra en fleksibelt tankegang, hvor der skal være plads til alle. I fodtennis kan man spille på tværs af køn, alder og niveau, hvilket giver nogle unikke muligheder for at skabe nogle nye rum for fysisk udfoldelse. I vores løbende klubmøder er dette et vigtigt emne, da det er vigtigt for os, at det ikke kun udfoldes i én, men i alle forbundets klubber. I vores klubber spiller nybegyndere og landsholdsspillere sammen, kvinder spiller med mænd ligesom nogle træner 3 gange om ugen og andre kun én gang om måneden. Dette bidrager til, at Fodtennis Danmark kan fastholde medlemmer, der tidligere er frafaldet foreningslivet grundet travlhed og en hverdag der ikke passede til faste træninger og ugentlige kampe.

Fællesskab: 
Fælleskab er en grundsten for den organisation der er bygget op. Dette gælder både fællesskabet i Fodtennis Danmark, i foreningerne samt på tværs af foreningerne. Gennem den fleksible tankegang er der skabt et rum for et godt fællesskab, hvor venner og veninder kan spille sammen på trods af forskellig niveau. Dette er med til at give en energi på banen, såvel som uden for banen, hvor der også gives plads til et unikt fællesskab. Fodtennis er altså #MereEndBareEnSport, hvor alle kan være med.

Frivillighed:
Frivillighed er en af de bærende kræfter i Fodtennis Danmark og foreningerne herunder. Uden de frivillige hænder ville sporten ikke eksistere, hvilket derfor også gør frivilligheden til en af Fodtennis Danmarks vigtigste fokuspunkter. Klubberne klædes på til arbejdet gennem løbende dialog, materiale og vidensdeling både inden for organisering og ledelse af frivillige, anerkendelse og synlighed. Det skal være sjovt at være frivillig, og derfor lyttes der i høj grad på de frivilliges ønsker, ligesom der er en klar bevidsthed om, at frivilliges engagement er forskelligt. Det er dermed ikke nødvendigt at de frivillige skal udfordres og behandles ens. Se også Frivillighed i Fodtennis Danmark.

Kender du ikke fodtennis?
Læs videre på Hvad er fodtennis?

Vores logo
Herunder finder du et lille udpluk af varianter over vores logo som frit kan anvendes til omtale af Fodtennis Danmark på digitale medier. Anvendelse af vores logo på tryksager kræver skriftlig tilladelse per tryksag, og ved henvendelse giver vi desuden adgang til logoet i høj opløsning eller vektorgrafik, så du kan lave dit tryk i bedste kvalitet. Henvend dig for at høre mere.