Millionstøtte skal sætte endnu mere skub i fodtennis herhjemme

Med endnu en millionstøtte fra Nordea-fonden er Fodtennis Danmark klar til at bygge videre på de gode resultater fra det 1-årige FODTEX-projekt. Det nye projekt kører over 3 år og målet er blandt andet at engagere 15.000 danskere i sporten.

Der er ingen tvivl om, at 2020 på mange måder været et udfordrende år med svære rammer og både op- og nedture, ikke kun for fodtennis, men for hele foreningslivet i Danmark. Derfor er Fodtennis Danmark stolte af, at Nordea-fonden endnu engang har valgt at bidrage med en millionstøtte, så der kan bygges videre på de gode resultater fra det tidligere FODTEX-projekt.

Det bliver tre år med masser af dedikation, hårdt arbejde og fuldt knald på for at nå projektets ambitiøse målsætninger. Nogle af de primære fokusområder vil være at engagere 15.000 danskere, afvikle 360 aktiviteter, registrere 45 klubber og 850 spillere. Mål der allerede fra start kræver omstillingsparathed og, hvor der i høj grad skal tænkes nyt for at imødekomme corona-restriktioner og massive nedlukning af foreningslivet. Om projektet siger formand for Fodtennis Danmark, Anna A. Friberg følgende:

”Vi skal turde tænke anderledes for at nå projektets mål. Det er der ingen tvivl om. Corona har sat udviklingen et stort skridt tilbage, men vi tror på det. Vi er derfor også særligt glade og stolte over at Nordea-fonden, med sin støtte har vist sin tillid til, at vi kan knække koden. Vi glæder os helt enormt til at komme i gang med arbejdet og give endnu flere mulighed for at prøve kræfter med fodtennis.”

Nordea-fonden ønsker at motivere flere til at dyrke mere motion, lege og være fysisk aktive som en naturlig del af deres hverdag. Og særligt holdsport drevet af samvær og fællesskab er et vigtigt fokuspunkt.

”Fodtennis er en sjov form for motion, som er nem at komme i gang med og som også kan spilles af alle. Derfor håber, vi flere danskere nu får lyst til at spille fodtennis”, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Projektet løber fra 1. januar 2021 og hele tre år frem. Hvis man ikke kan vente med at komme i gang kan man allerede nu finde en klub på fodtennis.dk

PRESSEKONTAKT:

Fodtennis Danmark
Anna A. Friberg, Formand
fodtennis@fodtennis.dk
+45 20 48 97 27

Nordea-fonden
Tine Wickers, Kommunikationschef
tw@nordeafonden.dk
+45 40 70 37 84

23. december 2020