Hvad er FODTEX 2.0?
FODTEX 2.0 er et udviklingsprojekt som fra 2021-2023, skal give danskere et fleksibel og socialt idrætstilbud. Projektet skal være katalysator i forhold til at brede fodtennissporten ud i Danmark. Det er forankret i Fodtennis Danmark og støttet af Nordea-fonden med 2,5 mio. kr.
Fodtennis oplever i disse år stor vækst på verdensplan. Og med et pilotprojekt støttet af Nordea-fonden, er udviklingen herhjemme også skudt godt i gang. Pilotprojektet har på mange måder understøttet tesen om fodtennissportens særlige evne til at motivere og aktivere nogle af landets mindst aktive befolkningsgrupper. Over 3.000 danskere har været engageret gennem det etårige pilotprojekt, men måske vigtigst, har pilotprojektet givet rigtig god respons og skabt mange ønsker om flere aktiviteter.
FODTEX 2.0 tager udgangspunkt i erfaringerne fra pilotprojektet og fortsætter udviklingen i samarbejde med kommuner, foreninger og organisationer, herunder Firmaidrætten, som er en vigtig samarbejdspartner i projektet.
FODTEX 2.0 har til formål, gennem fodtennisaktiviteter, at skabe øget bevægelse blandt danskere, der til hverdag bevæger sig for lidt. For at opfylde dette, vil der dels være fokus på rekruttering og synlighed og dels den organisatoriske udvikling lokalt og nationalt. Projektet skal være katalysator for Fodtennis Danmarks ønske om at gøre en forskel i samfundet gennem en ny og fleksibel foreningsstruktur, hvor man ikke nødvendigvis er fastbundet til deltagelse ved flere faste ugentlige træninger, men hvor medlemmerne har mulighed for at vælge perioder til og fra.
Målsætning
FODTEX 2.0 skal udbrede fodtennis på tværs af landet og skabe vækst i antallet af spillere og frivillige, som deltager i fodtennisaktiviteter. Gennem projektet ønskes det, at:
- rekruttere nye målgrupper
- etablere fodtennis som fast aktivitet i 45 idrætsforeninger
- understøtte fodtennisforeningerne i at få succes med udviklingen af de nye aktiviteter
I tabellen ses måltallene for projektet herunder antal aktiviteter, medlemsforeninger, registrerede spillere, og andre sportsligt engagerede. Derudover vil vi udvikle trænere, dommere og frivillighedskoordinatorer samt etablere samarbejde med lokale interessenter.
Aktiviteter | Foreninger | Registrerede spillere | Engagerede |
360 | 45 | 850 | 15.000 |
FODTEX 2.0: De fire spor
FODTEX 2.0 er bygget op omkring fire spor; synlighed, lokal forankring, rekruttering og fastholdelse samt organisationsudvikling. Hver spor danner rammen for en række indsatser, som til sammen skal sikre udvikling og forankring af aktiviteterne. Se nedenstående model samt efterfølgende beskrivelse af de enkelte spor.
Alle aktiviteter i de fire spor planlægges og afvikles ud fra tanken om, at vi skal kunne være sammen hver for sig. Da ingen kender udviklingen af corona-virussen, hverken på kort eller lang sigt, indtænkes det så projektet kan fortsætte sin gang selvom samfundet skulle lukkes ned igen. Dette betyder bl.a., at nuværende turneringsstrukturer retænkes, og nye aktiviteter udvikles således at projektet ikke trues af samfundsudviklingen, men i stedet justeres ud fra gældende retningslinjer.
Hvorfor Fodtennis?
Fodtennis kan spilles over alt, og af alle. Spillets mange tekniske finesser sætter det legende element i centrum, og skaber samtidig udfordring nok til uendelige timers træning. Fodtennis har endvidere en unik fleksibilitet i spillet, som gør det muligt at niveaudifferentiere på en måde, hvorpå man kan integrere køn, alder og niveau på samme bane. Der skabes således et stærkt og meget anderledes holdfællesskab i fodtennismiljøerne. Ingen skal føle sig begrænset af sin baggrund eller kompetencer – aktiviteten tilpasses blot så alle kan være med. For nogen handler det om at blive den bedste, mens andre deltager for at være en del af legen og det sociale fællesskab.
Fodtenniskulturen i Danmark er bygget op omkring en fleksibel foreningstanke, hvor den individuelle deltager selv bestemmer egen træningsmængde og -tidspunkt. Og det er således nemt for både børn, unge og voksne at passe træningen ind med øvrige interesser og gøremål – anden idræt, varierende aftenmøder, børnenes fritidsaktiviteter, travle eksamensperioder etc. Fodtennistræningen bliver for mange af deltagerne et fristed for den moderne hverdags konstante pres.