I weekenden tog 19-årige Benjamin turen hele vejen fra Aalborg til København, hvor han var inviteret til landsholdssamling. Det er første gang, at en spiller fra en jysk klub har været inviteret med til en samling, og det er derfor også stort, at vi nu kan byde den første jyske fodtennisspiller velkommen i landsholdstruppen.
Benjamin viste ekstremt højt niveau ved samlingen, og det blev til nogle rigtige gode kampe med Maja, som er en del af U21-truppen. Benjamin blev efter samlingen udtaget til U21-landsholdet der skal spille mix-double og mix-triple ved VM i Tyrkiet her i november måned.
Sammen med Nikolaj Hansen og Maja Gramgaard danner de 3 U21-spillere en solid trup med et rigtigt højt niveau. Vi glæder os til at kunne vise de danske farver frem i endnu flere juniorkategorier.
Det er fantastisk at se, hvordan sporten blomstrer rundt i landet. Det kan selvfølgelig også ses på eliteniveau, hvor flere og flere unge talenter udvikler sig i landets klubber.
26. september 2022