Det var en glædelig overraskelse der ventede Camilla Friberg ved gårsdagens ligaafslutning. I kvindernes sidste kamp blev der kaldt en uventet time out, hvorefter hele hallen stormede Camilla med klistermærker, hvor der stod ´Tak fordi du er frivillig´. Det var DGI Storkøbenhavn der stod bag overraskelsen, da de ville bringe nyheden om, at Camilla er én ud af tre nominerede til at blive Årets Frivillig i DGI Storkøbenhavn.
Camilla Friberg har siden hun var 22 år været formand i KFIF i. Hun har gjort et kæmpe stykke arbejde for klubbens udvikling, alt dette frivilligt ved siden af studie og arbejde.
– Jeg bruger meget tid på foreningen, da jeg virkelig elsker fodtennis og samtidig synes det er fantastisk at se, hvordan aktiviteterne kan blomstre i vores forening. For mig er det vigtigt, at vi er en forening, hvor der er plads til alle. Vi skal både være fleksible og alsidige og på samme tid følge med tiden og medlemmernes behov. Man bliver virkelig rørt af, sådan en overraskelse som jeg fik til ligaafslutningen, det går lige i hjertet. Jeg er helt sikkert ikke færdig med at være frivillig i KFIF, udtaler Camilla selv kort efter hun blev interviewet af DGI Storkøbenhavn.
Stort tillykke til Camilla Friberg og tak til alle, der giver en hånd med i Fodtennis Danmark. Vi skal værne om vores frivillige, uden dem var der ingen fodtennis.
12. marts 2017