Det er med stor glæde at vi kan fortælle, at Laura der står i spidsen for etablering af fodtennis i Brødeskov IF nu har modtaget en flot bevilling fra DIF & DGI’s foreningspulje. DIF & DGI’s foreningspulje har til formål at støtte hverdagens fællesskaber i idrætsforeningerne og skabe rum til udvikling.
Og dette formål går godt i tråd med Laura’s ambitioner for fodtennis i Brødeskov IF:
“Planen er nu, at prøve at starte stille og roligt op udendørs, og så bliver det også præsenteret på fodboldskolen, hvor spillerne kan komme og prøve det af” udtaler Laura.
Som tovholder for opstarten håber Laura også, at hun kan få gang i et seniorhold, for hun vil rigtig gerne selv i gang med fodtennis igen.
Om den flotte donation udtaler projektleder på FodteX2.0 følgende:
“Det er simpelthen så skønt, at Laura har hevet en flot bevilling hjem, for nu har hun et solidt grundlag for at få startet fodtennis godt op i Brødeskov IF. Laura ligger et stort stykke arbejde i opstarten, og er en rigtig ildsjæl. Jeg er sikker på at fodtennis i Brødeskov IF bliver en kæmpe succes.”
Pengene fra puljen skal blandt andet bruges på en opstartspakke ved Fodtennis Danmark, samt en materialepakke med det helt rigtige udstyr fra A-sport.
Stort tillykke til Laura og Brødeskov IF 🙂
3. juni 2021