Det er med stor glæde og begejstring, at vi nu kan offentliggøre, at Klubmodul er ny sponsor for Fodtennis Danmarks 1. division. Med den nye aftale vil Klubmodul sponsorere afviklingen af 1. division, som derfor fremadrettet vil være bedre kendt som Klubmodul-division.
Med virkning fra den kommende sæson, 20/21, har Klubmodul og Fodtennis Danmark indgået en 3-årig aftale, som betyder, at Klubmodul i sponsorperioden skaber de bedste rammer for vores 1. division, nu bedre kendt som Klubmodul-division. Desuden vil Klubmodul tilbyde vores medlemmer fordelagtige tilbud fra deres produktkatalog, så vores foreninger får mulighed for hjælp til de administrative opgaver.
’Jeg er meget glad for den nye sponsoraftale og samarbejdet, da Klubmoduls tilbud om at lette administrative byrder i foreninger sagtens kan blive højaktuelt. Mange af vores foreninger er forholdsvist nye, og derfor kan flere af dem få gavn af de ydelser, Klubmodul tilbyder. Samarbejdet giver derfor virkelig god mening, og jeg er overbevist om, at det vil munde ud i gensidige fordele og glæder,’ udtaler Anna Friberg, formand for Fodtennis Danmark.
Hvem er Klubmodul?
Klubmodul tilbyder et værktøj til klubber og foreninger, der letter de administrative byrder i foreningen på en enkel og nem måde. Klubmodul håndterer alt fra medlemskartotek, regnskab, hjemmeside, e-mail og sms, events og banebooking, så foreningerne kan koncentrere sig om alt det ”sjove”. Se mere om Klubmodul her.
11. juni 2020