I dag, torsdag den 19. november, var første dag i det europæiske mesterskab i fodtennis. Kvinderne startede med singledisciplinen, hvor danskerne stillede op med de kyniske søstre Camilla og Anna Friberg. Første kamp blev spillet mod turneringsfavoritterne fra Rumænien, og det endte desværre med en hårdt tilkæmpet sejr til de supertekniske rumænske piger. Camilla Friberg overraskede dog rumænerne med sine smashserver og brystmodtagninger. Brystmodtagninger betragtes normalt som uhørt for kvinder. I de efterfølgende to kampe blev Moldova og Kroatien fuldstændig fejet af banen af henholdsvis Camilla og Anna. Danmark gik videre i singleslutspillet!
Senere fortsatte dagen med puljespillet i disciplinen damedouble. Danmarks hold består af Anna, Camilla, Christine og Signe. Første kamp var en tæt affære mod Moldova, som desværre endte med et nederlag. Moldovanerne præsterede en særpræget spillestil, hvor de helt uimponerede, og højt på banen, tog imod Annas berygtede hårde flade serve, til stor forundring for den danske delegation. Kort efter knuste de danske kvinder dog de hjælpeløse Kroatere. Kroaterne var simpelthen ikke i stand til at stå imod de danske server, og måtte efter 10 minutter se sig besejrede over 2 sæt.
Der var derfor spænding til bristepunktet, da Danmark i sidste kamp skulle møde Ungarn til en skæbnekamp, hvor vinderen ville gå videre som 1’er fra gruppespillet. Kampen var teknisk set den bedste danske kamp indtil videre, men beklageligvis var danskerne ikke i stand til at gentage den gode serverytme fra tidligere. I begge sæt tabte danskerne afgørende point på servefejl. Camilla havde for en stund mistet grebet om de gode smashserver. Derfor blev resultatet, at Danmark ikke gik videre fra doublegruppespillet for kvinder.
Dagens sidste disciplin for danskerne var dametriple. Det skulle vise sig at være en følelsesmæssig rutsjetur af dimensioner! Holdet er Nina, Anna, Signe, Christine og Camilla. Første kamp var mod de kroatiske kvinder som vi havde gode erfaringer med fra tidligere på dagen. Dog skulle denne kamp vise sig at blive mere spændende end vi havde håbet på. Undervejs blev der foretaget et væld af udskiftninger på det danske hold, hvilket kunne ses i lidt ustabilt spil til tider. Dog gjorde både Nina, Signe og Christine god figur i deres respektive indhop. Kampen endte 2-1 til de danske piger, med et neglebidende 3. sæt, med scoren 11-9 til de danske piger. Dejligt.
I 2. kamp skulle Danmark spille mod Ungarn, som på papiret var klare favoritter. I første sæt så det særdeles svært ud, hvor Ungarn vandt klart, og så ud til at have god kontrol over kampen. Det viste sig heldigvis ikke at holde stik. Kampen bølgede frem og tilbage i de næste to sæt, men de danske kvinder endte med at tage sejren i begge sæt! Danmark kvalificerede sig til semifinalen i dametriple. Anna viste undervejs en hidtil uset stabilitet på baglinjen, hvor hun sammen med Christine præsterede den ene redning og oplæg efter den anden. Camilla var som altid den bedste smasher på banen. Kampen blev afsluttet med sand ekstase og sejrsjubel!
Vi er SÅ klar til at give den gas i morgen, hvor herrer- og mixdiscipliner spilles..
FØRSTE OPDATERING
Tiden var inde. Camilla skulle spille semifinale i singledisciplinen. Efter et halvt døgn i en rungende sovjetisk hal, en storslået, men svært forståelig velkomstceremoni og en tung omgang østeuropæisk svinefoder til frokost, var trætheden ved at melde sig hos den danske delegation.
Camilla spillede dog ufortrødent videre i single-semifinalen mod Cypern, på en absurd blanding af adrenalin og sesambarer. Den cypriotiske modspiller var en lille og bevægelig kvinde, som var bundsolid defensivt, men ikke en stor trussel offensivt.
Første sæt endte desværre 8-11 til Cypern, efter en uheldig stime af fejlslagne smashserver fra Camillas side. I 2. sæt besluttede den ukronede tennisdronning fra Asnæs sig for ikke at smashserve mere. Hendes cypriotiske modstander var desværre effektiv til at opsnappe de mere tilforladelige vristserver, som Camilla nu diskede op med, og serven var ikke længere et reelt våben. 2. Sæt udviklede sig derfor til et sandt drama med lange og trættende dueller mellem de to kvinder. I sidste ende blev sættet afgjort efter en gysende sudden-death score på 12-12. Cypern trak det længste strå i sidste ende og vandt sættet 13-12. Camilla leverede gennem kampen en sand kraftpræstation og kunne gå fra banen med oprejst pande. På lørdag venter nu kampen om 3.-pladsen mod Ungarn. Én ting er sikkert: den danske delegation vil bruge fuld stemmebåndskapacitet på at heppe Camilla frem til bronzemedaljen!
19. oktober 2015