EM i Rumænien – Dag 3

Lørdag eftermiddag skulle slaget stå i double- og triplemix, dvs. hold bestående af herrer og kvinder blandede.

MIX-DOUBLE

Danmarks hold i mix-double bestod af Martin, Signe, Peter og Christine. Endnu engang havde danskerne trukket dræbergruppen med Rumænien og Ungarn som modstandere, hvilket måske nok tog vinderambitionerne fra de danske spillere, men så sandelig ikke spilleglæden! I begge kampe startede Signe og Martin med at spille første sæt, hvorefter Christine og Peter spillede andet sæt.

Mod Rumænien endte 1. sæt 11-1, til trods for at Martin modtog udmærket og Signe fik hævet højt til smash adskillige gange. Modstanden fra de gennemrutinerede Rumænere var dog uoverkommelig. Den danske delegation blev enige om, at hvert point mod Rumænien talte som en sejr, hvorfor der var store jubelbrøl da Peter flot smashede til 2-10 i andet sæt. Det lille lysglimt sendte de danske roligans ud i en passioneret sejr-chant på lægterne, men lige lidt nyttede det. Danskerne tabte som forventet. Undervejs i kampen fik de danske roligans varmet stemmebåndene op, hvilket skulle vise sig nyttigt senere på aftenen.

I anden kamp mod Ungarn bed danskerne bedst fra sig i andet sæt, hvor holdene umiddelbart kom jævnbyrdigt ud af starthullerne. Kampens gyser var da Peter efter et perfekt pointgivende sålskud, måtte ligge sig ned med et vrid i anklen efter en sejrsdans ved udligning til 3-3. Hele den danske delegation sad med hjertet oppe i halsen, men kvitterede med en larmende jubel, da Peter stod på fødderne igen og var klar til at spille sættet færdigt. Peter var nu tændt af en vild ild! I efterfølgende point kastede han sig dramatisk ned for at nå en yderlig hævning, og pådrog sig både brændemærker på knæene samt slag i skulderen. Desværre endte andet sæt 7-11, efter en række flotte bolde af Peter og Christine. Bestemt en prisværdig præstation af danskerne.

I kampen mod Ungarn blev de danske roligans involveret i en decideret jubleduel. En balstyrisk ungarnsk træner begyndte i en brændevinsinduceret lykkerus at tromme polyrytmer på tilskuersæderne med to tomme plasticflasker. Det skulle ikke hedde sig; og danskerne svarede igen ved at overdøve ham med den klassiske ”Danmark”-chant. Vi er sikre på, at de danske mix-doubler kommer flot igen til næste år, og forhåbentlig får en mere overkommelig gruppe.

MIX-TRIPLE

Danskerne fik til europamesterskabet i mix-triple vist, at denne disciplin er en klar dansk kernekompetence. Det danske hold består af Morten, Christian, Camilla, Nina, Christine og Henrik. Danskernes gruppe bestod af holdene Rumænien, Moldova og Spanien. Gruppen var svær, men dog ikke helt umulig.

Første kamp mod Rumænien blev på overraskende vis afviklet i et ’tidshul’ tidligt på eftermiddagen, hvilket bogstavelig talt tog danskerne på sengen. Både Henrik og Peter lå og sov middagslur på tribunen, da det danske hold blev kaldt til banen over højtaleranlægget. Næsten uden opvarmning, måtte danskerne tage plads på banen mod de frygtindgydende rumænere. Kampen blev afgjort i to sæt med de stærke rumænere som sejrsherrer. Værd at nævne er, at rumænerne i store dele af kampen – helt uortodokst – spillede med to kvinder på banen, hvilket på ingen måde gjorde dem mindre habile. Rumænerne har et overblik der siger spar to, hvor de før deres smash lynhurtigt orienterer sig om de danske baglinjespilleres positioner og ubesværet sætter en knaldhård smash i mellemrummene. Kun de allerbedste spillere på verdensplan er hurtige nok til at kaste sig op i en luftmodtagning for at redde sig fra den slags smashes.

Hen mod aftenen skulle anden kamp mod Moldova spilles, og det var nødvendigt at vinde kampen, hvis danskerne skulle gøre sig forhåbninger om at avancere til semifinalen. Samtidig havde danskerne noget at revanchere, efter adskillige nederlag til Moldova i mange discipliner. Derfor stillede danskerne op i poweropstillingen med Camilla som netspiller samt Christian og Morten på baglinjen.
Første sæt blev indledt flot af danskerne, og moldoverne var måske en smule trætte, eftersom de begik flere fejl end tidligere. Camilla overraskede med gode smashes efter en række konsistent gode oplæg fra Morten og Christian. Danmark vandt første sæt 11-6, og de danske roligans var i ekstase!
I andet sæt begyndte moldoverne i højere grad at benytte sig af deres spektakulære saksesparkssmashes, men især Morten var vaks på baglinjen til roligt at placere sig rigtigt og brysttæmme de hårde saksespark fra udkanten af banen. De to hold fulgtes ad igennem andet sæt, hvor moldoverne begyndte at læse danskernes afslutninger bedre. Derfor blev flere af danskernes point nu vundet af uventede hårde overraskelsesafslutninger fra Christian dybt i banen. Midtvejs i andet sæt havde Camilla pludselig opdaget, at hun var i stand til at blokere moldovernes vilde saksespark. Hun fik flot benet over nettet lige i det splitsekund, hvor den moldoviske saksesparkskanon blev affyret – BANG – bolden knalder tilbage på moldoverne og ud af banen. Det var første gang i turneringen at det lykkedes nogen at blokere et moldovisk saksespark, og hele salen rejste sig op i en hyldest til Camilla. Herefter sikrede det danske hold sig nu tilskueropbakning fra de mange rumænere i salen, som trofast klappede sammen med de danske roligans i de efterfølgende kampe. Det danske hold blev pacet frem af salens tilskuere og sikrede sig en sejr i andet sæt med 11-9. Uden tvivl den bedste danske præstation i turneringen indtil videre og Dannebrog blafrede stolt oppe på tilskuerrækkerne.

I tredje og sidste gruppekamp skulle danskerne møde de unge og defensivt orientere spaniere, som nok forstår at placere sig og modtage smashes, men som ikke ejer skyggen af smashteknik. Det er tydeligt at spanierne ikke er trænede fodtennisspillere, men højst sandsynligt virkelig dygtige fodboldspillere med teknikken i orden.
Danskerne startede i en stærk opstilling bestående af Morten, Christian og ikke mindst Nina.
Nina brillerede fra start med tre-fire virkelige gode smash til baglinjen og spanierne var tydeligvis rystede. Dette satte også godt i gang i de medrejsende tilhængere.
Danskerne på lægterne gik fra roliganstemning, til at være vilde og højtråbende. Det skabte en fantastisk stemning, som lejlighedsvist kunne måle sig med en sydamerikansk heksekeddel. Efter mange varierede fodboldsange og endda en smule provokerende ”olé olé olé”, fik de danske tilhængere dog fundet deres ynde frem, med smukke og velsungne danske sangskatte.
De uhørte toner vækkede forundring, og hele hallen blev i tvivl om det var kampen eller Roligansene som var matchens højdepunkt. Klimaks kom med ”Vi sejler op ad åen” der blev fulgt op af en vuggende dansk fanskare.
Christian og Morten stod den solide defensiv og fik lagt perfekte hævninger til den velspillende Nina. Føringen fra start viste sig at være vigtig for danskerne. Spanierne spillede sig nemlig langsomt ind i kampen gennem godt forsvarsspil. De levede på danskernes fejl. Trods Ninas gode spil blev hun skiftet ud med Anna, for at få Christian på nettet til nogle hårde smasher. Anna stod endnu en gang et bundsolidt forsvar sammen med Morten og første sæt gik som man kunne forvente efter en fantastisk start. Danmark trak sig sejrsrigt ud af et velspillet første sæt.
I andet sæt startede Camilla inde i stedet for Anna. Igen måtte Christian tilbage i forsvaret, og den knivskarpe smash- og blokspiller Camilla stod nu ved nettet.
Dette skulle vise sig at være en fornuftig opstilling, som hurtigt gav danskerne en stor føring.
Henrik kom ind på banen som den sidste indskifter, i stedet for en velspillende men træt Christian. Spanierne trodsede udsigten til nederlag i to sæt og fandt en ærgerrig sydlandsk mentalitet som udstrålede energi og vilje. Den danske sejr blev en realitet og de danske spillere løb jublende op til deres fanskare på tribunen. Den danske mix-triple sikrede sig helt uventet en plads i semifinalen.

SEMI-FINALE

Semi-finalen mod Ungarn blev spillet som turneringens sidste kamp lørdag aften. Camilla, Morten og Christian skulle vise deres værd mod et af verdens bedste hold, og sikke en kamp det blev! Ungarns hold er ekstremt stærkt, og det er tydeligt at såvel spilleniveau som udseende vægtes højt, når Ungarn udtager deres landshold. De danske piger savler over den såkaldte ’undertøjsmodel’ og drengene er da heller ikke for fine til at holde ekstra øje med ungarernes dametriple.
Kampen blev en ekstremt jævnbyrdig affære, hvor danskerne spillede overraskende godt op med ungarerne. Vi skal ærligt indrømme, at referenten og de øvrige danske roligans stod op og råbte for vilden sky, mens kampen blev spillet uden skelen til noteapparat – så referatet bliver kortfattet. Morten fløj rundt i hele hallen og samlede knaldhårde smashes op, mens Camilla og Christian skiftedes til at hæve og smashe. Ungarn vandt desværre kampen. Første sæt endte 7-11 til Ungarn og andet sæt vandt ungarerne 10-12. Det var så spændende til sidst, at det næsten ikke var til at holde ud at kigge på. Efter nederlaget måtte coach Anders sætte sig op bagerst i hallen for at gispe af i 5 minutter, og han havde stadig ikke fået ro på nerverne, da aftensmaden blev serveret kl. 23 på hotellet. Men selvom vi tabte semifinalen, var der stadig mulighed for bronzemedaljer søndag!

21. november 2015