Medlemssucces i Fodtennis Danmark

Det er en glædelig nyhed, at interessen omkring fodtennis har været så stor siden EM i november 2017. Specielt ser det positivt ud i KFIF’s seniorafdeling, hvor der har været en medlemsstigning på over 24 pct. på blot få måneder. Det er et resultatet af den øgede indsats på sociale medier og gennem nationale medier under slutrunden. Specielt interessant er det, at KFIF formår at tiltrække de 20-39-årige, som ifølge IDAN’s motionsvaneundersøgelse er en af de aldersgrupper, hvor der ses et tydeligt fald i idrætsdeltagelse. Det nationale fald ses specielt blandt kvinder, men her har KFIF haft den største stigning. Under 40 pct. af befolkningen mellem 20 og 39 år er foreningsaktive, hvilket er her, KFIF formår at tiltrække medlemmer med deres fleksible foreningsstruktur.

Bestyrelsesmedlem i KFIF, Camilla Friberg, udtaler:

Det er dejligt at se, at vores indsats giver pote. Vi har arbejdet målrettet med udviklingen i vores seniorafdeling, da vi ser et stort potentiale i den foreningsstruktur vi har. I foreningen er der plads til alle, også dem der ikke ønsker at træne fast to gange om ugen og så spille kamp i weekenden. Hos os er det fleksibelt, og man styrer derfor selv, hvor ofte, og hvor seriøst man vil spille. Vi spiller sammen på tværs af køn, alder og niveau, hvilket betyder at man ikke skilles fra vennerne, på trods af, at niveauet måske ikke er ens. Som forening bliver vi bliver nødt til at tilpasse os dagens Danmark, og de behov det enkelte individ har, og det tror jeg vi er lykkes med.

Også I ØKSE Fodtennis har man oplevet en kæmpe interesse for sporten. I foreningen arbejdes på at finde flere haltider, så man for alvor kan sparke fodtennis igang. På nuværende tidspunkt arbejde ØKSE med stævner for at skabe øget synlighed omkring sporten.

13. januar 2018