Stort potentiale i Aarhus

ØKSE Fodtennis afholdte i dag, lørdag d. 28. oktober, Aarhus Mesterskaberne i Fodtennis. Til stævnet deltog 14 hold, der var delt op i to puljer med 7 hold i hver.

Det var en dag med mange kampe, og det blev derfor en lang og hård dag for de mange spillere. Der blev spillet mange tætte og intense kampe, hvor spillere med et flot niveau kæmpede om sejren. På trods af, at fodtennis er forholdsvis nyt i Aarhus, så var det meget positivt, at der blev leveret så højt et niveau fra alle hold.

Efter gruppekampene blev der spillet kvartfinaler, semifinaler og finale. Finalekampene var alle meget lige, men i sidste ende trak ØKSE og KFIF 1 de længste strå og hver en plads i finalen. Det blev endnu en tæt kamp, som KFIF 1 sejrede i to sæt.

Formand for Fodtennis Danmark, Camilla Friberg udtaler:

Det er dejligt at ØKSE Fodtennis er nået så langt med udviklingen af fodtennis på så kort tid. Fodtennis Danmark følger nøje den flotte udvikling og glæder sig til at kunne støtte op med flere aktiviteter i det jyske. Der er et kæmpe potentiale, både når man ser på antallet af deltagere, niveauet og den energi der blev lagt for dagen. Alle var glade og meget interesserede i sporten. Det er ligeledes godt, at der er kommet større konkurrence på tværs af landsdelene, både på bredde- og eliteniveau.

28. oktober 2017