KFIF søger ungdomskonsulent

Har du erfaring med idræt og projektledelse, og vil du være med til at skabe nye dimensioner i foreningslivet? Så kan du blive den nye ungdomskonsulent i KFIF Fodtennis.

KFIF Fodtennis er en fodtennisforening, der de seneste år har stået for en stor udvikling. Målet er at skabe en moderne forening, som imødekommer moderne borgeres ønsker og behov for foreningsidræt. Således er bl.a. konceptet omkring Gymbold udviklet i klubbens ungdomsafdeling, og har på bare to år tiltrukket over 200 nye medlemmer. Gymbold er en blanding af gymnastik og boldleg for de helt små, og en kombination af forskellige idrætter i løbet af sæsonen, for de lidt større. Succesen omkring Gymbold har imidlertid gjort det umuligt at fortsætte udviklingen alene med bestyrelsens kræfter, og klubben søger derfor en ungdomskonsulent.

Som ungdomskonsulent kommer du til at være primus motor for udviklingen af Gymbold og opstarte hold i nye aldersgrupper, herunder rekruttering af både frivillige instruktører og medlemmer. Du vil løbende være i dialog med instruktørerne samt de landsdækkende idrætsorganisationer (bl.a. DGI og Fodtennis Danmark) for at sikre sammenhæng mellem Gymbold og den nyeste praksisviden, styrke den røde tråd på tværs af klubbens hold, samt generelt sikre en høj kvalitet i undervisningen. Et fokusområde vil ligeledes være det sociale og en styrkelse af fællesskabet internt på holdene og på tværs.

Om stillingen:

  • Udvikle Gymbold-konceptet, herunder danne bro mellem ungdoms- og seniorafdelingen
  • Arbejde for den røde tråd op gennem hele ungdomsafdelingen
  • Rekruttere frivillige instruktører og medlemmer til nye Gymbold-hold
  • Planlægge og afvikle fælles arrangementer for ungdomsafdelingen
  • Indgå i og udvikle samarbejder med skoler, kommune, foreninger, idrætsorganisationer mv.
  • Løbende dialog med DGI og Fodtennis Danmark
  • Fundraising og søge sponsorater i forbindelse med Gymbold
  • Lave strategi for frivilligheden i ungdomsafdelingen

Dine kvalifikationer:

  • Du er idrætsstuderende eller studerende på anden relevant uddannelse
  • Du er udadvendt og smilende
  • Du har lyst til at gøre en forskel for børn og unge
  • Du er god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt
  • Du har erfaring med projektledelse og det frivillige foreningsliv

Vi tilbyder:

  • 5 timer/uge med fleksible arbejdstider
  • Løn efter aftale
  • Relevante kurser/uddannelse
  • Et socialt fællesskab og masser af glade børn og unge

 

Arbejdet vil dels være hjemmearbejde og dels praktisk arbejde i og omkring hallen (typisk Skolen på Islands Brygge). Der vil være stor fleksibilitet i arbejdstiderne, men dog beregnes aften- og især weekendarbejde. Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til Anna Alsing Friberg på 20 48 97 27 / afriberg01@gmail.com

 

Ansøgning og CV sendes til KFIF på kfif@fodtennis.dk senest den 15. maj 2017. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, så der vil løbende afholdes samtaler.

 

24. april 2017