Ny kommunikationsansvarlig i Fodtennis Danmark

Der er godt gang i maskineriet hos Fodtennis Danmark, og vi udvikler os og udvider løbende på alle fronter. Kommunikationsudvalget er ingen undtagelse, og derfor er vi glade for at kunne byde velkommen til Morten Wamsler som ny kommunikationsansvarlig i Fodtennis Danmark.

Morten vil indgå i Fodtennis Danmarks kommunikationsudvalg, som sætter retningen for kommunikationen og bidrager med initiativer, der alt sammen er med til at synliggøre fodtennissporten og øge kendskabet til Fodtennis Danmark og vores foreninger.

Morten har 16 års erfaring fra superliga-fodboldklubben OB, hvor han blandt andet har været ansvarlig for den interne og eksterne kommunikation og beskæftiget sig med bredde- og eliteniveau. Morten har derigennem fået stor indsigt i idrætsorganisering og -samarbejder – en indsigt, han håber at kunne bringe i spil i sin nye rolle.

”Jeg glæder mig enormt meget til at bidrage til, at Fodtennis Danmark kan fortsætte den spændende udvikling, forbundet og sporten er inde i. Mine 16 år i fodboldens Superliga har givet mig en række erfaringer med kommunikation i sportens verden – både på klubplan og forbundsplan og på såvel lokalt som nationalt og internationalt plan. Den store fællesnævner for dem alle er, at når kommunikationen lykkes, så er det fordi, den er ærlig og baseret på passion og engagement,” siger Morten.

Kommunikationsudvalget er sammensat af personer med forskellige interesser og livserfaringer for at give udvalget en bred palette af kompetencer. Hvert medlem har sine egne særprægede kvalifikationer og forudsætninger for at være en del af kommunikationsudvalget og med Mortens 16 år med kommunikation i sportens verden, bidrager han med ny og interessant viden til udvalget.

”Jeg er sikker på, at Morten med sine mangeårige erfaringer og faglige rygsæk fra sportens verden vil bidrage med nye idéer og tiltag, og at han vil supplere kommunikationsudvalgets arbejde og kompetencer rigtig godt. Kombineret med det engagement, vi allerede mærker hos Morten, er vi sikre på, at han og resten af kommunikationsudvalget vil bidrage til at bringe fodtennissporten til nye højder gennem velovervejede strategier og eksekvering,” udtaler Anna Alsing Friberg, formand i Fodtennis Danmark.

Hos hovedpersonen selv er der stor glæde at spore over udsigten til at overtage det nye hverv, og han ser i den grad frem til at starte.

”Med udvalgets passionerede tilgang og det engagement, jeg er sikker på, er udbredt blandt klubber og spillere, glæder jeg mig til at skubbe på udviklingen, komme med nye inputs og skabe struktur omkring kommunikationen, så alle de gode idéer kan blive udbredt og få endnu flere danskere til at interessere sig for vores sport,” slutter Morten.

Morten overtager posten fra Henriette Larsen Bronée, der ikke længere har mulighed for at lægge den tid, det kræver at være kommunikationsansvarlig. Hun fortsætter dog som medlem af kommunikationsudvalget, hvilket vi er enormt glade for. Vi vil gerne takke Henriette for det store stykke arbejde, hun har udført som kommunikationsansvarlig.

Vi ser frem til, at Morten starter i Fodtennis Danmark, og til at se, hvor det bærer os hen. Hjælp os med at give Morten en varm velkomst. 

14. april 2020