KFIF introducerer fodtennis i foreningen ‘Hele Vejen Rundt’

KFIF Fodtennis har indgået et samarbejde med den københavnske forening ‘Hele Vejen Rundt’, og skal hver anden uge i en ubestemt periode af 2017 undervise foreningens instruktører og medlemmer i fodtennis. Det er et spændende projekt, hvor både KFIF og ‘Hele Vejen Rundt’ er meget motiverede og begge ønsker at skabe nogle nye og spændende aktiviteter for medlemmerne.

I dagens workout deltog både børn og voksne, kvinder og mænd samt nye og erfarne fodboldspillere, der alle havde en sjov og lærerig time med Fodtennis Danmarks’ landsholdsspiller Camilla Friberg. Der var både tid til øvelser og spil, og gejsten forblev høj hele timen på trods af, at fodtennis var en ukendt og dermed udfordrende sport for alle.

Camilla Friberg udtaler om dagen:

Det var fedt at være sammen med alle de skønne og lærerige mennesker, der alle virkelig kæmpede og gav den hele armen. Jeg glæder mig til at spille mere fodtennis med både medlemmer og instruktører i 2017. Der var mange spillere der viste nogle skills. Det var utrolig hurtige til at forstå spillet på trods af, at de aldrig havde prøvet det før.

Fodtennis Danmark glæder sig til at følge samarbejdet i 2017.

19. december 2016