Højt humør og masser af spilletid

I weekenden blev der afviklet juniorstævne i Hafnia-Hallen, hvor 7 hold spillede fodtennis i højt humør. Holdene kom fra Tuse IF, BK Skjold og fra B1990, og var inddelt i hold af 3, som kæmpede i både single, double og triple.

Fokus på dagen var fjernet fra resultaterne, og holdene spillede i stedet efter vores klistermærkesystem, som vi også bruger på skolerne. Derudover var turneringen bygget op, så alle spillere fik lige meget spilletid. Dette er vores allervigtigste fokus for vores børne- og ungdomsfodtennis. Spillerne skal have det sjovt, og så skal alle spille lige meget.

Og det er ikke sidste gang, at der bliver afviklet stævne for juniorerne. Planlægningen er allerede i gang, og vi håber at kunne afvikle op til flere juniorstævne de kommende måneder, ligesom planlægningen af sommerens fodtennisskoler også er i fuld gang.

18. januar 2023