Landstrænerteamet udvides

Det er med stor glæde, at vi kan byde endnu en træner velkommen i landsholdets trænerteam. Dermed består trænerteamet af fire stærke profiler, der alle brænder for at udvikle eliteniveauet i fodtennis. Trænerteamet har allerede lagt en strategi og plan for årets samlinger, og vi glæder os til at se, hvordan teamet kan løfte landsholdet de kommende år.

Ali Showiki
Ali har primært rollen som fysisk træner og dommer. Ali har tidligere erfaring som fodboldtræner og indenfor fysisk træning. Ali har været omkring holdet i et års tid, og har også tidligere selv prøvet kræfter med sporten.

Anna Alsing Friberg
Anna er spillende træner. Hun har ansvaret for den tekniske træning og har selv spillet på højeste niveau siden 2010. Det er 3 år siden, at Anna trådte ind i trænerteamet.

Frederik Elmose
Frederik er fysisk træner på holdet og har en baggrund som fysioterapeut og er tidligere professionel ishockeyspiller. Han har været omkring holdet i et års tid.

Morten Petersen
Morten er teamets nye ansigt. Han er dog ikke helt ny for spillerne, da han var med ved seneste slutrunde, hvor han var holdleder for juniorholdet. Morten bliver træner med ansvar for den taktiske træning. Morten har tidligere erfaring som fodboldtræner og er samtidig fodtennistræner i FKF Fodtennis.

Trænerteamet glæder sig til at arbejde med truppen og har høje ambitioner for den kommende sæson. Særligt bliver det rigtig godt at få en taktisk træner med ombord i teamet og samtidig få skubbet gang i en ny struktur med samlinger både i Øst- og Vestdanmark.

5. januar 2023