Friberg-søstrene viser stærkt spil i Schweiz

I weekenden var Friberg-søstrene til singleturnering i Basel, Schweiz, hvor nogle af verdens bedste spillere deltog. Ved lodtrækningen, blev de desværre udtrukket til samme gruppe. I gruppen var ligeledes den forsvarende verdensmester fra Rumænien samt en spiller fra Slovakiet. Dagens første kamp blev således et opgør mellem de to søstre.

Efter nogle gode og intense kampe, spillede begge piger sig videre til kvartfinalen. Camilla skulle møde Rumæniens 3. singlespiller, Ana-Maria, mens Anna mødte Rumæniens nummer 2, Flory. På trods af en tæt kamp, hvor Anna i det ene sæt hiver 7 point hjem, så måtte hun desværre se sig slået af Flory, der også endte på en flot 2. plads i turneringen.

Det har været nogle virkelig fede kampe, og vi kan begge være stolte af vores præstationer. Vi fik presset nogle af de absolut bedste, og vist berettigelsen af vores pladser i et topstævne som dette. Personligt er jeg særligt tilfreds med mit forsvarsarbejde, som jeg virkelig fik til at lykkes, og som skabte overskud i angrebsspillet. Og så glæder jeg mig bare til at komme hjem og arbejde videre, så vi kan blive endnu stærkere. – Anna A. Friberg

Camilla havde også en god kvartfinalekamp, og vandt kvartfinalen i to sæt. Det er første gang nogensinde, at et dansk hold slår et rumænsk, så den sejr bliver næppe glemt. I semifinalen tabte Camilla desværre mod Rumæniens nummer 1, som hun tidligere havde mødt i gruppespillet. Desværre må man sige, at Rumæniens 2 bedste kvindespillere bare er en klasse højere end Danmark og resten af verden.

I bronzekampen mødte Camilla singlespilleren fra Cypern, som er den 2. bedste i Europa. På trods af, at hun ved tidligere turneringer har givet Camilla problemer, så var det tydeligt, at Camilla siden deres sidste møde ved EM 2017, har forbedret sig meget. Det blev desværre til et nederlag til Danmark, men det var en godkendt kamp med flot fodtennis fra begge spillere. Camilla udtaler selv følgende om hendes præstation i turneringen:

Jeg føler, at jeg havde godt fat i spillet og på mange måder leverede et højere teknisk niveau end Cypern. Desværre havde jeg svært ved at presse hende på mine server, og hun kom derfor til nogle gode angreb. Generelt er jeg godt tilfreds med mine præstationer ved turneringen, og jeg mener, at vi begge har gjort det godt. Vi har presset nogle af de bedste spillere, og vi har fået nogle gode erfaringer, som vi kan arbejde videre med hjemme til træning.

Fodtennis Danmark siger tak for invitationen til denne velafviklede turnering.

4. november 2018