Landsholdssøstre på vej mod Frankrig

Søstrene Anna og Camilla Friberg, der begge har spillet på landsholdet i fodtennis siden 2008, drager i dag mod Frankrig, hvor de skal træne og spille mod franske kvindetalenter. Træning og kampe kommer til at foregå i Marseille, hvor de i løbet af lørdag vil komme til at teste formen, når de møder det franske kvindelandshold.

Begge piger glæder sig til weekenden, som kommer til at spille en vigtig rolle i forhold til fokus frem mod VM 2018. Anna siger:

Vi skal ned og spille mod de franske damer, der gav os kamp til stregen under EM 2017. De er teknisk stærke, og de træner hårdt for at nå verdenseliten. Derfor er det også vigtigt med denne weekend, da vi skal teste vores form og derudover bruge det til vores træningsplanlægning det næste halve år.

Det bliver samtidig en test for Camilla, der har været ude med en skade siden EM i november, hvor hun måtte sidde ude en stor del af turneringen.

Jeg har været i gang med genoptræning i lang periode og føler, at jeg er ved at være helt klar igen. Det bliver godt at komme ned og teste knæet, formen og ikke mindst teknik og sammenspil. Jeg er desværre endnu ikke på 100%, men forventer at blive det inden VM. Vi har en del arbejde foran os specielt i forhold til vores doublespil, og derfor er det også vigtigt, at vi kommer afsted og møder nogle hold, som vi ikke møder ofte. Desværre kunne vi kun tage to afsted, men forhåbentlig kan vi tage nogle erfaringer med hjem, som vi kan arbejde med på hele holdet.

Vi glæder os til at høre mere, om pigernes tur.

22. juni 2018